Terapihund
I oktober 2019 blev Kenzo en del af vores familie. Han har siden da været en del af mit daglige arbejde. Kenzo er ofte med mig; både når jeg underviser, og når jeg har terapeutiske samtaler – og han efterspørges hyppigt, da mange fortæller, at de finder hans rolige, rare og kærlige personlighed beroligende og afstressende
Kenzo er en lille Bichon Friseé på 6 kg, og da han er en bomuldshund er han også allergivenlig. Kenzo deltager naturligvis kun, såfremt du ønsker det, så når du kontakter mig for at booke en samtale, spørger jeg altid, om du ønsker, at Kenzo skal være med. Siger du nej, tager han blot en fridag.
Måske undrer du dig over, at det er en mulighed at få en hund med til dine samtaler. Årsagen er, at forskning har vist at kontakt til hunde har en række positive, biologiske effekter på mennesker, idet blodtrykket nedsættes, og mængden af stresshormonet cortisol reduceres. Flere undersøgelser har også vist, at tilstedeværelsen af et dyr stimulerer til samtale (Psyke og Logos: 2014: 35, s. 35-51).